Glædelig jul

Glædelig jul og godt nytår. Og ja, jeg skal nok skrive flere blogindlæg de næste par måneder end jeg har gjort de sidste par måneder. Måske, i hvert fald.

Her er, hvad der er sket de sidste par måneder:

1) Jeg har fået ryddet op (men ikke støvsuget).

2) Jeg arbejder stadig for meget. Men det er jo ikke noget nyt. Jeg må se at prioritere vennerne op i stedet for fremover. Snart. Måske.

3) Jeg har købt "Lær-Spil Klaver 1" og "...2" - men ikke åbnet dem endnu. Jeg har heller ikke åbnet den "Learn to Draw People", jeg købte for et par måneder siden.

4) John er holdt op i Fitness.dk! Det er uafklaret, hvem jeg nu skal følge - der er mange andre fantastiske instruktører, men det bliver mærkeligt ikke at få det fantastiske humørboost, kun John kunne levere, hver mandag.

5) Jeg har prøvet Step Elite Sort et par gange nu. Det var dælme syret. Når jeg svedte til de timer, var det mere koldsved end motionssved. Jeg var helt klart den, der klovnede mest i det, men heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde problemer. (Cirka-citat fra instruktøren: "Nej, jeg kan ikke lige vise serie tre igen - det er den sorte piste, I er kommet på, det skal være svært!" :-) )

6) Jeg har fundet ud af, at jeg enten drikker for meget til julefrokosterne (så jeg har tømmermænd i 72 timer bagefter) eller for lidt (fordi jeg er bange for tømmermændene). Jeg drak kun tilpas en enkelt gang i år, så det både var hyggeligt, og jeg kun havde tømmermænd indtil ca. eftermiddagen efter - hvilket var fint, for jeg skulle lave noget seriøst om aftenen. Jeg hader at være blevet gammel - jeg synes, tømmermændene bliver værre og værre hvert år selvom jeg drikker det samme :-(.

7) Jeg havde besøg i går, og vi drak os fulde i kollektivet. Nu skal jeg afsted til julehygge hos nogle af mine gode venner - det bliver hyggeligt (men jeg frygter, at jeg endnu en gang drak lidt for meget i går - vi fik endelig taget hul på cognac'en).

8) Jeg har fået min første julegave: Et Friends Trivia Game. Det var vist ment som en joke-gave, men da vi prøvede i går, kunne jeg svare på ca. 80% af alle spørgsmålene. Chandlers TV-guide bliver sendt til "Mrs. Chanandeler Bong" - ved alle ikke det?

9) Jeg overvejer at installere Vista på min computer. Men den Nero, der fulgte med min dvd-brænder, funker ikke under Vista, så det holder mig tilbage lige p.t. Er det en dårlig undskyldning?

10) Oh bugger, bussen går om 53 minutter - jeg må hellere se at komme i bad...

Long time no blogging...

http://www.comics.com/comics/pearls/archive/pearls-20071128.html

Stress

Jeg læste et sted, at et tegn på, at man begynder at få stress, er at man drikker mere kaffe. Øv. Mit kaffeforbrug er helt klart steget, og jeg troede egentlig bare det betød, at jeg var ved at være modstandsdygtig over for stadset.

Nå, heldigvis stod der også, at et andet godt tegn på stress var, at man også drikker mere alkohol. Det gør jeg heldigvis ikke, så jeg har nok ikke stress alligevel.

Hvornår dælen skulle jeg få tid til at drikke alkohol?

Første brownies

Så har jeg lavet de første brownies i mit liv. Selvom det var fra en "tilsæt vand og prop i ovnen"-blanding, gik det naturligvis galt.

Selve brownies'erne gik vist fint (tror jeg - jeg har ikke prøvet at smage dem endnu) - men glasuren blev mærkelig og fik mest af alt det hele til at ligne en slagmark. Med hjælp fra en bofælle blev der dog lavet noget nyt glasur, der kunne hældes ovenpå. Tak, Kari! :-)

Til venstre: Før den ekstra glasur - "slagmarks"-versionen.
Til højre: Efter den ekstra glasur - "som det bør se ud"-versionen.

Resultat af fremtiden

Så er afstemningsresultatet klar, og jeg ved nu, hvad jeg skal koncentrere mig om de næste fem år. Tak for det! :-)

Der var hele fem, der stemte, hvilket var cirka fem mere end jeg havde regnet med, taget i betragtning, at jeg ikke selv stemte. Følgende ting fik mere end to stemmer:

4) Rydde op (2 stemmer = 40%)
3) Lære at tegne (4 stemmer = 80%)
2) Andet (4 stemmer = 80%)
1) Finde kvinden i mit liv (5 stemmer = 100%)

Excellent! Jeg har tænkt mig at gøre tingene i rækkefølge, så jeg skal bare lige rydde op, lære at tegne og gøre noget andet, så skal jeg nok finde kvinden i mit liv.

Fremtiden

Jeg så engang et program om en familie, der gjorde en dyd ud af at lave femårsplaner for deres liv - altså små og store målsætninger over, hvad de skulle nå de næste fem år. F.eks. at manden skulle nå et vist handikap i golf eller at de skulle besøge et vist sted i verden.

Det synes jeg dælme lød fjollet.

Men det var dengang, jeg skrev speciale og absolut havde et mål med livet (selvom hverken familien, vennerne eller specialevejlederen længere troede på, at jeg nogensinde ville nå det).

Nu er specialet afleveret (og har været det i et stykke tid), det rigtig gode job er fundet, og nu begynder jeg så alligevel lige så stille at tænke på, hvad jeg skal lave i resten af mit liv. Jeg mener, det hele skal vel ikke være arbejde, vel?

Men vi er jo nu i det 21. århundrede, så nu om dage er der kun en måde, man kan afgøre den slags på: Med en poll!

Til højre på forsiden af denne blog burde der nu være en poll, hvor du kan bestemme, hvad jeg skal lave de næste fem år.

(Pollen er desværre delt op i fire - det lader ikke til, at man kan have mere end fem valgmuligheder i hver, og jeg kan finde på så mange flere ting at lave de næste fem år end det. Næsten fire gange så mange, faktisk!)

Skanderborg Festival!

Så sluttede årets Skanderborg Festival desværre - det gør de altid efter alt for kort tid. Heldigvis kan jeg stadig mærke efterdønningerne (udover tømmermændene) - det er ligesom om man er lidt mere afslappet, lidt mere snaksagelig og lidt gladere i dagene efter en festival - og i år er ingen undtagelse.

I år havde vi igen halvfjerdser-/diskotema i Cocktailbaren (som de sidste par år har heddet Flash Gordon-baren), og efter tre år med arbejde i baglokalet havde jeg besluttet mig for at gøre forsøget med at være bartender for første gang. Alt efter hvem man spørger, er det enten et skridt op eller ned på rangstigen. Det var i hvert fald hårdere end jeg havde regnet med at være på hele tiden - specielt de dage, hvor man kun havde fået tre timers søvn, og på en festival er det jo de fleste dage. Det tog lidt for lang tid før jeg fandt ud af, at 3 hurtige Irish Coffees kan gøre underværker i sådan en situation. Det må jeg huske til næste år!

Men hvor er det rart at arbejde i Cocktailbaren - den er fyldt med rare, dejlige mennesker. Det må være noget med festivallen - man dukker kun op på Danmarks Smukkeste Festival hvis man ved, man er et smukt menneske.

(Og nåja, så fik jeg set Danser med Drenge, Alphabeat, Basshunter samt hemmelige specialudgaver i en hemmelig bar af Fysikshow, Hinnerup & Omegns Jagtforenings Jagthornsblæsere og Danmarks Smukkeste Kvartet. Specielt de tre specialudgaver var totalt uventede og totalt fede :-) )

Pizza

Sådan ser det ud, når man hæver dejen til 3 bageplader pizza på samme måde, som man plejer at hæve dejen til 2 bageplader pizza:



Sådan ser det ud, når man bager 3 bageplader pizza og glemmer at komme ost på:

You've Got Mail

Jeg kom for nylig til at gense You've Got Mail for umptieth gang (altså den med Meg Ryan og Tom Hanks). Det viste sig dog, at det må være første gang, jeg har genset den siden blog-alderen, for det slog mig for første gang, at når hovedpersonerne i starten mailer hinanden om alt muligt, der med vilje ikke afslører noget som helst om dem privat, så bliver det i utroligt høj grad meget blogagtige ting, de sender til hinanden. Bare den slags små indsigtsfuldheder, der hører hjemme i de gode blogs - f.eks. om hvorfor det at købe kaffe kan give én en personlighed, hvis man ikke har en i forvejen.

Men betyder det så, at hvis man har en blog, man krænger sine inderste tanker ud til (på en upersonlig måde), så har man i virkeligheden et kærlighedsforhold til nettet?

Jeg må vist hellere lukke denne blog inden mit forhold til nettet bliver alt for sygeligt.

Harry Potter and the Order of the Phoenix

Hov, forresten, jeg har været i biffen og har set den nye Harry Potter-film. Det er vist sådan noget, man bør blogge om, så jeg må jo nok hellere lave en filmanmeldelse. Lad os se engang...

Filmen var en anelse uskarp, og der var ret koldt i biffen. Desuden kunne vi ikke nå at købe slik før filmen, men det var nu mest fordi jeg kom for sent, fordi pommes frites-maskinen hos Sunset Boulevard var gået i stykker, så det tog 15 minutter længere at få maden end normalt.

Konklusion: Det er altid rart at gå i biffen med vennerne, men muligvis venter jeg til den kommer på DVD en anden gang.

Århus - open by night

Der var Verdensbilleder i Århus midtby i går - og bl.a. Infernal spillede på Store Torv. Det lyder jo alletiders, men ikke, når man først opdager det dagen efter.

Findes der ikke et rss-feed, man kan abonnere på, så man opdager den slags Århus-arrangementer i hvert fald et par dage før de finder sted i stedet for først, når de bliver anmeldt på andre menneskers blogs?

Bogbrænding

Jeg er ved at ryde op i min bogsamling endnu engang - og har fundet en række bøger, jeg aldrig tror jeg kommer til at læse. Er der nogen, der vil have nogle af dem ekstremt billigt og/eller gratis?

Okay, bøgerne bliver nok ikke brændt, hvis jeg ikke kommer af dem dem, men jeg får flere og flere bøger og mindre og mindre plads, så jeg skal lige overveje, hvad jeg så gør ved dem...

(Undskyld i øvrigt, hvis jeg har fået nogle af dem af dig :-) )

Coffee Cup Planet

Douglas Coupland skrev i 1992 en bog med titlen "Shampoo Planet". Den handler om en fyr, hvis følelser kan ses i hvilken shampoo, han bruger. Øh, så vidt jeg husker i hvert fald - det er en del år siden, jeg sidst læste den. Nå, men i min hjerne er den i hvert fald kommet til at handle om det.

Jeg tror jeg gør det samme med kaffekopper - mit humør kan aflæses i, hvilken kaffekop jeg bruger om morgenen. For ja, naturligvis er der forskel på om man benytter den industrielt designede færgerestaurantagtige kaffekop, den neutrale, lidt gammeldags grønne kop, koppen med de mange farvestrålende mønstre, koppen, man fik af en god ven for mange år siden, den hyperenergiske kop der står "coffee" på mange gange (på en lidt rar måde), eller den depri-sorte kop.

Er jeg den eneste, der har det på den måde?

Pizzacaching

Flere og flere, jeg kender, er begyndt at lege med geocaching. Når jeg skal stresse af, gør jeg noget lignende: Pizzacaching! Det går simpelthen ud på, at jeg har tampet de pizzasteder, der har de ældste menukort på ekstraost, ind i min GPS, og så kører jeg rundt fra sted til sted og henter menukort. Det er både sjovt og spændende! (og ekstraost.dk bliver også bedre af det :-) )

(Hmmm, burde det hedde "geopizzaing" i stedet for "pizzacaching"?)

Running Dinner

Jeg har det sidste halve år været på et par Running Dinners. De gange, jeg har været på det, har det været en sand fornøjelse. Og når jeg nu har en blog, må jeg jo nok også hellere blogge noget om det. Det er jo ikke meningen, at man skal have et privatliv mere, når man har en blog, vel?

En Running Dinner forløber cirka på følgende måde (i 20 lette skridt):

1) Man surfer tilfældigt forbi www.runningdinner.dk en nat ved 1-2-tiden, hvor man burde være gået i seng for længe, længe siden. Man opdager, at selvom de fleste arrangementer er i København, så er der fra tid til anden også noget i Århus. Og i modsætning til alle andre single-møde-ting, man normalt kommer forbi på nettet (d.v.s. www.dating.dk), så er der typisk flest piger, der melder sig til Running Dinner - der mangler ofte drenge.

2) Man overvejer, at det egentlig er lidt trælst, at her klokken ved 1-2-tiden er det eneste, man har at se frem til, en tom seng. Det der kæreste-værk husker man som værende ret sjovt dengang i fordums tid, da man prøvede det sidst. Måske skulle man gøre noget drastisk?

3) Man melder sig til et arrangement. Det bliver omgående efterfulgt af en følelse af, at det var nok egentlig ret desperat og taberagtigt gjort - alle ens venner har jo været i stand til at finde deres bedre halvdele i The Real Life - hvorfor kan man så ikke selv? Man drikker en øl fra ølkælderen i kollektivet for at dulme nerverne.

4) Man går endelig i seng og glemmer alt om det tilmeldte arrangement i løbet af de næste par uger.

5) Pludselig en torsdag dumper der en mail ind i ens postkasse. I den står der, at på lørdag er der jo altså Running Dinner, og her er den rute, man skal følge, og dette er personen, der skal være ens rejsepartner for aftenen. PANIK!

6) PANIK!

7) PANIK! (Det varer lidt, før panikken holder op igen, men en Ritter Sport fra slikkælderen i kollektivet plejer at hjælpe!)

8) En "rejsepartner" er den, man skal forberede en ret sammen med, og som man skal tage rundt til andre par og spise sammen med i løbet af aftenen. For at forberede retten, er det meningen, at man skal kontakte ens rejsepartner så hurtigt som muligt. Hvis man når at sende en sms til hende i en fart er det godt - der behøver ikke stå det store i det, andet end at man stadig glæder sig. Det slemme er, hvis hun når at ringe til en, inden man overhovedet har set mailen. Så lyder man totalt forvirret (eller - jeg gør i hvert fald), og gør ens rejsepartner nervøs for om man nu overhovedet dukker op eller er en båtnakke eller sådan noget.

9) Man aftaler samtidigt noget om hvad man gør med maden - enten sms'er man lidt frem og tilbage og lægger en slagplan med det samme, eller alternativt beslutter man sig for at starte med at kigge i kogebøger, når man mødes om lørdagen.

10) Om lørdagen oprunder den store dag, og man går endnu engang i PANIK, for skal man nu f.eks. tage nogle blomster med som tak for, at ens rejsepartner lægger hus til en af retterne (og man derfor ikke selv skal lægge hus til)? Eller er hun ultra-feminist og vil synes, det er dybt, dybt mærkeligt og måske lidt fornærmende? Men beslutter sig for noget, og...

11) ...tager hen til ens rejsepartner (indtil videre med blomster hver gang :-) ) for at forberede menuen. Det er altid lidt akavet, når man skal mødes med en vidtfremmed første gang. Her er tricket, at hvis man ikke kan finde noget at snakke om, kan man altid snakke om, hvad man skal lave (og man kan jo evt. forsøge ikke at fucke maden alt for meget op undervejs). Normalt kommer man altid naturligt til at snakke med hinanden om, hvad man laver og så videre, og det plejer at være hyggeligt nok og får en til at slappe af.

12) Det, at man skal lave mad sammen, har også en anden funktion: Typisk sker der et-eller-andet undervejs, man kan bruge som anekdote resten af aftenen. Det kan være hvadsomhelst, f.eks. at ting blev ved med at gå i stykker i køkkenet, så man til sidst måtte skrabe det øverste lag kartoffelmos af igen og smide væk for at undgå at gæsterne skulle spise glasskår, eller det kan være, at man mødte et medlem af den kongelige familie nede ved fiskehandleren. Eller, vi tror i hvert fald, at det var ham. Det så ud som ham!

13) Nå, tiden går, og man skal nu have forret, hovedret og dessert hvert sit sted. Det betyder, at man pludselig møder en masse nye mennesker, og det er jo altid hårdt for en lille datalog. Heldigvis har man mad og vin at støtte sig til, så samtalen de enkelte steder kommer normalt først rigtig i gang, når man har sat sig ved bordet.

14) Ved bordet har man ofte en runde, hvor man skal præsentere sig selv. Endnu en gang er det PANIK-tid, for man har glemt at øve sig hjemmefra. Hvordan kan man nu præsentere sig selv bedst muligt på kort tid? "Hej, jeg hedder Niels, og jeg er ikke længere studerende, så jeg tjener penge"? Næh. "Hej, jeg hedder Niels, jeg går helst i sort tøj, for jeg er farveblind"? Nææh. "Hej, jeg hedder Niels, jeg er bedre til at snakke med computere end med mennesker"? Næææh. "Hej, jeg hedder Niels, øj, I har bryster!!!"? NÆH! Nå, da det bliver ens tur, tager man et glas rødvin for at dulme nerverne, og formår på fuldstændig uvanlig vis alligevel at stykke en lille biografi sammen, hvor man ikke lyder som en total taber og hvor folk ovenikøbet griner ind i mellem. Og vel at mærke med en, ikke af en. Og hvis man først kan få vævet Skanderborg Festivallen ind i biografien, begynder alle at tale med - alle bliver glade, når man snakker om Skanderborg! Pyha!

15) Man forsøger at følge med, når de øvrige præsenterer sig selv. Som minimum bør man kunne huske folks navne og generelle arbejdsområde. Det har jeg altid været elendig til, men jeg tror nok, jeg plejer at møde en Mette og en Morten i løbet af aftenen. Sidste gang var der vist også noget med en biograf, det var vist ret sejt.

16) Samtalen går nu typisk let hen over bordet. En eller anden nævner undervejs, at man kan lige så godt glemme at finde den eneste ene til et Running Dinner-arrangement! Nu har han/hun været med til 5-15 arrangementer, og det er endnu aldrig lykkedes. Dette bliver altid efterfulgt af 1-2 andre, der samstemmende siger, at "jamen, deres ven/veninde fandt altså en til et Running Dinner-arrangement, og nu bor de sammen med 1-2 børn. Så dér!". På trods af den sidste udmelding bliver man alligevel lidt roligere - noget af præstationspresset for at finde den eneste ene forsvinder lidt.

17) Men der er også altid et tidspres, for man skal jo også videre til det næste sted (og nogen skal med taxa, hvis de har fået en hård rute). Hvis alting klapper, kan man lige nå at hjælpe med opvasken, inden man smutter igen.

18) Taxaturene (eller gåturene) mellem stederne er i øvrigt også hyggelige - her kan man lige nå at snakke om de andre med ens rejsepartner - altså ikke sådan bagtale-agtigt, men mere noget i stil med "ham der Thomas, var han ikke lige noget for dig?"-agtigt.

19) Efter man har været rundt til forret, hovedret og dessert (og et antal taxature derindimellem), mødes alle på et gå-i-byen-sted i byen. Det er rart, og man kan ofte genkende en del af de folk, man har mødt i løbet af aftenen. Ja, jeg ved godt, at man burde kunne genkende alle, men så god er jeg altså ikke. Derefter er det bare hygge. Det er bedst, hvis det lykkedes arrangørerne at finde et sted, hvor der kun er Running Dinner-deltagere, for så er man sikker på, at man alle er i samme båd - ellers kan man komme til at snakke med folk, der ikke aner, hvad Running Dinner er og/eller slet ikke er singler. Nåja, så slemt er det måske ikke, men det er hyggeligere, hvis man er samlet alene et sted.

20) Til sidst går man træt og sikkert også lidt halvfuld hjem - det har været en lang dag, og man har mødt en masse nye mennesker og fået en masse nye indtryk. Man sover længe næste dag!

Men sjovt, det er det altså. Sjovt og skræmmende. Men mest sjovt. Og man møder en masse rare mennesker. Jeg må hellere prøve det igen. Lad os se, næste gang i Århus er den 16/6, øv, der kan jeg ikke, men den 4/8, der kan jeg vist godt. Bumbumbum, jeg må hellere melde mig til med det samme :-).

Jeg har fået mig et barn!

- altså ikke sådan selv, men et adoptivbarn gennem SOS Børnebyerne - mere præcist en 10-årig knægt fra Nepal. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg meldte mig til oprindeligt, men nu, hvor jeg har fået et billede og et navn, føles det enormt godt. Det havde jeg slet ikke regnet med. Et sted ude i verden render der en dreng rundt og har det lidt bedre, fordi jeg sender penge hver måned. Det giver en overraskende rar fornemmelse i maven! Prøv det, prøv det!

Hvorfor kan man ikke bare få det hele?

Min bil lugter mærkeligt, når man kører i den. Sådan lidt brændt-olie-agtigt. Det er vist ret normalt i gamle biler, for de spilder lidt olie hist og her, og det lugter forfærdeligt, når det bliver varmet op på motoren selv. Jeg har egentlig fået det fikset én gang allerede, men det hjalp ikke rigtig. Den har også opført sig mærkeligt et par gange, som kun gamle biler kan gøre det. Men jeg hader at ringe til folk, så det har foreløbigt taget et halvt år at tage mig sammen til at ringe til mekanikeren. Nu kører jeg bare ikke langt i bilen mere - jeg stoler ikke rigtig nok på den mere. Men den er stadig god til de korte ture.

Men som min familie har påpeget flere gange: Måske burde jeg bare købe en ny bil i stedet for - værkstedsregningerne bliver mindre, benzinforbruget bliver mindre, etc. etc. etc.

Og det er jo en god pointe. Det er bare mange penge at bruge på sådan noget. Og jeg kan ikke lade være med at sige til mig selv, at jeg har jo egentlig ikke brug for det - der er så mange andre ting, man kan bruge penge på. Da jeg begyndte at overveje, hvad jeg ønsker mig mere end en ny bil, gik det op for mig:

Jeg hader at skulle bruge briller om sommeren p.g.a. høfeber, og jeg tror, at når jeg bruger kontaktlinser resten af året, gør det mig mere træt end jeg ellers ville have været.

Så nu vil jeg have mig en laseroperation! Det koster en bondegård, men hvis man får det gjort i Tyrkiet (eller Sverige), koster det kun en halv bondegård. Det er dog nok smartest at vente med at gøre det til høfebersæsonen er over, så der går liiige en 3-4 måneder, før det tidligst kan ske. Men det bedste er: Man behøver ikke ringe til dem - man kan bestille tid over nettet! :-)

OneTwo er tilbage

Ahhh, OneTwo er tilbage! De spillede et nummer til 25 års-jubilæumstingen for to år siden til Skanderborg Festivallen - og de fandt ud af, at det var jo fedt, så nu tager de lige et par jobs igen :-). De kommer på Skanderborg Festivallen i år, men de startede ved Skanderborg Medhjælperfesten i går aftes. Og det var fedt! De var i den grad i stand til at spille huset op.

Vi havde heldigvis fået placeret os perfekt lige foran scenen, så Nina og Cæcilie i snit stod halvanden meter foran os - og med "i snit" mener jeg, at engang i mellem var de længere væk, og engang kunne man se de to stå og skråle i en en mikrofon 40 cm direkte foran os med det blå lys umidddelbart bag dem. Det så fantastisk ud. Jeg kunne bogstavligt talt have rakt ud efter den enes miniskørt og have brugt det til at tørre svedperlerne af min pande (men-øh, det gjorde jeg ikke). Men det var overraskende rart, at vi kunne stå og følge med i deres sætliste, som de naturligvis havde liggende på jorden foran sig. Og musikken var fed - jeg glemte ligefrem engang i mellem at danse med, fordi stemningen bare sugede en ind i sit helt eget helt lille univers. Altså på den gode måde!

Desværre opdagede vi for sent, at Klaus Wunderhits spillede samtidigt med OneTwo - vi nåede kun lige det sidste af "Y Viva España", så nu må vi vente med at genhøre resten af ham til festivallen selv.

Og så opdagede jeg, at Rocazino også kommer på Skanderborg i år. Yesyesyesyesyes!

Pure Pwnage

Yes! Episode 13 af Pure Pwnage er ude! Det er meget lidt internet-tv, jeg har tålmodighed til at se, men Pure Pwnage er helt klart besværet værd. Pure Pwnage bør klart ses fra starten (selvom de to første afsnit ikke er helt ligeså gode som resten). Episoderne kan enten ses online eller downloades og ses senere. Personligt foretrækker jeg det sidste - Kiss DP-558'eren kan fint afspille dem :-).

(Der er faktisk kun en enkelt anden internet-TV-serie, jeg kan lide: Tiki Bar TV - at nogen har været i stand til at gøre det sjovt at se på folk, der drikker sig fulde, fortjener al respekt!)

Sammenfiltret blog-community

Jeg har lige opdaget, at hende, der skriver en af mine yndlingsblogs har været til fest med hende, der skriver en af mine andre yndlingsblogs. Jeg kan ikke finde ud af, om det er helt vildt surrealistisk, eller om alle, der skriver gode blogs, bare kender hinanden ligemeget hvor forskellig, deres skrivestil så måtte være.

Artifacts from the future

Det er endelig lykkedes mig at tage mig sammen til at gen-abonnere på Wired Magazine. Det er nu et dejligt blad - så vidt jeg husker - det er et stykke tid siden jeg sidst holdt det. Siden sidst er der dukket et nyt segment op: "Artifacts from the future". Det er ret cool, her er f.eks. fremtidens cola, fremtidens kontaktlinser, fremtidens bleer og fremtidens drømme. Hvis man er smart, kan man gennemskue opbygningen af url'erne på "Artifacts of the future", og så behøver man ikke surfe igennem alle bladene for at se alle billederne. Smart, hva'? :-)

Best. Quote. Ever.

Jeg havde helt glemt det. Dårlige blogindlæg handler ikke kun om uinteressante/ulækre ting, de skal helst også være totalt malplacerede, have lidt for smarte overskrifter, plagiere andres indhold og tage ting ud af kontekst.

Derfor: Her er verdens bedste filmcitat: "Some people play hard to get. I play hard to want!" (Ford Fairlane)

Galopperende præstationsangst/forkølelse

En af mine gode venner skrev for nyligt til mig, at min blog var blevet god. Siden da har jeg været totalt ude af stand til at skrive noget som helst. Hvem dælen kan leve op til det?

Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at mine blogindlægs egentlig aldrig har været gode (jeg ved det, jeg har selv læst dem). Der har bare været så få af dem, at folk efterhånden bliver positivt overraskede over, at der overhovedet dukker noget op. Det hjalp dog ikke at få denne indsigt. Jeg har fået galopperende præstationsangst.

Der er kun en måde at komme ud over det på. Jeg laver nu en række indlæg, der er direkte elendige. Så kan du lære det! Det første skal handle om (tah-dah): Forkølelse/sygdom.

Åh, jeg hader at være forkølet. Lad mig opsummere alle trælshederne ved at være forkølet:

* Man har prøvet det 1000 gange før, så man kan nærmest tælle på fingrene hvor langt i processen, man er kommet: Først (1) seriøst ondt i halsen og let svimmelhed samt udmattethed, fordi man ikke kan lave andet end at tænke på halsen, (2) tør hoste og udmattethed, fordi man ikke kan sove om natten, (3) slimet hoste og udmattethed, fordi man hele tiden skal pudse næse og ikke kan sove om natten.

* Man bruger masser af medikamenter. Til (1): Vicks og Strepsils, til (2): Dexofan og (3): En kombination af Zymelin, Dexofan og Mycomyst. Og alligevel glemmer man altid at købe det ind, når lagrene er brugt efter en slem omgang forkølelse, så man endnu en gang skal forbi apoteket som det første, når den næste gang er gal. Og det er den foriøvrigt hvert halve år: Både når det første gang i foråret bliver lidt varmt, så man tror man kan rende rundt i t-shirts uden trøje på, og når det første gang i efteråret bliver lidt koldt, men man ikke kan tro på, at sommeren er ovre endnu. Hvorfor lærer man det aldrig?

* Det gør ondt at drikke vand, og man mister lysten til kaffe. Man drikker i stedet kamillete, fordi det hjælper. Eller, det siger folk i hvert fald, at det gør. Jeg har dog ikke kunnet finde noget som helst hverken talende for eller imod sagen på Wikipedia. Men man drikker det alligevel, selvom det smager af kamillete, for "det hjælper jo"! Grumph.

* Man ved aldrig, om man i virkeligheden er syg nok til at blive hjemme fra arbejde. Det er jo bare en forkølelse! Når man går på arbejde, fortryder man det altid, fordi ens arbejde aldrig bliver lige så godt som normalt, og man får hovedpine af at have ondt i halsen. Bliver man endelig hjemme en enkelt dag, har man det altid langt bedre henad middagstid, end man troede man ville have det om morgenen.

* Der kommer mærkelige ting ud af ens næse. Det har jeg nævnt før, men det er trælst nok til at det kan nævnes et par gange.

* Man kommer til at bruge ord som "trælsheder", fordi man er for udmattet til at finde på noget bedre.

* Man bliver ude af stand til at afslutte blogindlægs på en fornuftig måde.

Fitness -> løb

Jeg har nu gået til Step 1 i adskillige år, hovedsageligt i et forsøg på at blive ung og smuk. Men nu har jeg givet op. Det har haft den bekymrende effekt, at min vægt øjeblikkeligt er begyndt at stige igen - og det er jo ikke behageligt! Så i dag har jeg købt mig et par løbesko, og nu skal jeg bare finde ud af, hvordan man motiverer sig selv til at tage ud og løbe. Er der nogle løbe-kyndige til stede? :-)

Georg?

Jeg har et par gange set en ultra-mærkværdig personlighed ved navn Georg lave stand-up i TV. Det var enten brilliant eller mærkeligt. Jeg tror, det var brilliant. Jeg kan dog ikke finde ham på Interwebben. Staver jeg "Georg" forkert eller sådan noget? Er der en stand-up-kyndig til stede?

Blog Usability

Therese gjorde mig via sin blog opmærksom på Jakob Nielsens Blog Usability-regler - og der er helt klart nogen af dem, jeg bryder.

F.eks. mener han, at man skal have forfatter-biografier og -foto. Det har jeg kun i ringe grad, og kun hvis man gider klikke videre til min hjemmeside, men jeg er i princippet slet ikke enig - min blog bliver kun skrevet, så mine venner kan følge lidt med i hvad der sker - og de kender mig allerede (og læser i øvrigt ikke bloggen, for de kender mig allerede). Så i virkeligheden er mit publikum det tomme publikum - og så burde biografier være ligegyldige.

Desuden mener ham, at man skal kategorisere sine indlæg (med fine-fine labels etc.). Men hvis man bare laver en blog, for at ens venner kan følge med i, hvad der sker - vil nogen så nogensinde læse (eller endnu værre: google) gamle indlæg frem? Er labels nødvendige?

Endnu et godt råd er, at man skal vælge et publiceringsskema "and stick to it". Det råd er jeg ikke enig i mere. Det var absolut relevant en gang, men i disse tider, hvor alle og deres hunde læser blogs v.h.a. feed-readers, gør det efter min mening intet, at man kun poster særdeles irregulært - sålænge det, man skriver er interessant. Så i virkeligheden mangler jeg bare at finde noget interessant at blogge om.

Der er dog ét råd, der skræmmer mig: Man glemmer, at ens fremtidige arbejdsgiver også læser med. Føk har fået ny hjemmeside, og har i den forbindelse fjernet en masse af de gamle blade, så en masse af det sludder, jeg i tidens løb har skrevet i diverse ledere og artikler, er det nu heldigvis noget sværere at google sig frem til. Men nu fortryder jeg lidt, at jeg brugte ordet "narkokurer" i forrige indlæg. Hvis du er en potentiel fremtidig arbejdsgiver, bedes du venligst substituere ordet "narkokurer" med ordet "teddybjørn" i forrige indlæg.

Har man egentlig lyst til at arbejde et sted, der ikke kan se det sjove i ordet "narkokurer"? Hmm. Svaret er i virkeligheden nok "ja". Øv.

Jakob Nielsen har dog flere gode pointer, så det er værd at kigge i artiklen, hvis man vil lave sin helt egen blog.

Kvinder

En af mine nye venner på mit nye arbejde fortalte for nyligt om en af hendes veninder, der nu helt har opgivet "det der med mænd" - og derfor har redefineret, hvem hun er som kvinde, og hvad hun skal bruge tiden på.

Det har jeg tænkt meget over. Jeg er dybt imponeret over, at man kan tage en sådan beslutning - og lidt misundelig. Jeg har aldrig kunnet finde ud af noget som helst med kvinder, og der er ikke nogen speciel grund til, at det skulle ændre sig lige foreløbigt. Så i stedet for at være misundelig kopierer jeg hende - og dropper hermed "det der med kvinder".

Spørgsmålet er, hvad jeg skal lave i stedet for. Hvad "definerer" mig? Det kunne være fedt at bruge tiden på meningsfyldt - og også gerne noget med noget action i. Jeg er dog ikke sikker på, at man kan få begge dele samtidigt, så valget står vist lige nu mellem Greenpeace-aktivist og narkokurer.

Nå, på lørdag er der Running Dinner, og det bliver spændende. Måske har jeg ikke helt droppet "det der..." endnu. Men derefter må jeg hellere tage en beslutning mellem de to...

At tabe sig

I løbet af de sidste 4-5-6 år er jeg gået fra ca. 110 kg til 78 kg. Det har været hårdt arbejde, som kun at-tabe-sig-projekter kan være det, men jeg er nødt til at fortsætte, hvis jeg ikke skal tage det hele på igen.

Men jeg har mistet overblikket over, hvorfor det er godt at være tynd. Er der nogen, der kan hjælpe mig?

Fordele ved at være tyk:

• - Man kan spise uanede mængder af chokolade. Chokolade frigiver det samme stof i hjernen som forelskelse.


• - Man kan drikke uanede mængder af cola til at holde sig vågen. Cola smager bedre end kaffe.


• - Hvis man er i dårligt humør, kan man reparere det med sukker. Man bliver glad af sukker.


• - Man får flere venner, når man er på sukker - sukker gør en sjovere.


• - En social tur til slikautomaten fungerer lige så godt som den traditionelle sociale rygepause - man får samme "bonding"-effekt med ens venner uden at man behøver at begynde at ryge.


• - Man kan arbejde længere og dermed tjene flere penge, når man er på sukker - hvis man er ved at gå død, tager man bare en cola mere.


• - Man kan spise, hvad man vil - også bacon og skindet på kylling.


• - Man behøver ikke ofre flere aftener om ugen på at gå til træning.


• - Man behøver ikke bekymre sig om, hvor dårligt man lugter, når man er til træning (- dumme ufungerende sportsdeo'er!)


• - Man kan flyde, når man er i en swimmingpool (og det er altså sjovt!)

Fordele ved at være tynd:

• - Man bliver ældre end 40 år.

The End Is Nigh

Engang i mellem ser man de her skilte, der bare skræmmer en fra vid og sans.

Stop sign

Normalt poster jeg ikke billeder af andre folk uden deres eksplicitte tilladelse, men en af mine gode venner har sagt, at jeg har en automatisk tilladelse til at poste billeder af ham, sålænge god fornuft siger, at han ikke vil have noget imod det.

Jeg har ingen anelse om, om det gælder her, men det her billede er kinda cool...

Jeg har været på mit livs første skitur

- og jeg har lært følgende: Når man for 30. gang falder på rumpen, lærer man automatisk at smile dumt, når nogen kigger på en, selvom man føler sig både idiotisk og øm og mest har lyst til at bande højlydt. Hvis man ikke smiler, kommer bekymrede folk bare hen til en og spørger, om man er okay, og selvom det egentlig er utroligt venligt af dem, begynder det at blive lidt anstrengende, når det sker for 30. gang. På tysk.

Designfejl i menneskene

Det er for nyligt gået op for mig, at måske findes Gud alligevel. Måske har kreationisterne alligevel ret, og evolutionisterne tager fejl. Fejl, fejl, fejl.

Det er søvnen, der har overbevist mig. Folk, der er klogere end mig, siger, at søvn er nødvendigt, fordi man skal sortere i dagens input og rydde op i hjernen. Det, der foregår, er altså en form for garbage collection i hjernen. Og det er fuldstændigt fair, enhver programmør ved, at det er rart med en velfungerende garbage collector - uden den løber man alt for hurtigt tør for plads, hvis man ikke er forsigtig. Og jeg er dælme ikke forsigtig med hvad jeg kigger på i løbet af en dag.

Men er hjernens garbage collector egentlig specielt velfungerende? Gode garbage collectors kører i baggrunden sådan i ny og næ, når der er brug for det ("incremental garbage collection"). Menneske-ækvivalenten til det ville være, at den lige arbejder et øjeblik, når man alligevel kigger ud af vinduet eller ser Ricky Lake eller andet, der ikke kræver, at hjernen kører.

Men sådan fungerer hjernens garbage collection jo ikke. I stedet for at arbejde lidt hen ad vejen, ordner den al sin garbage collection på én gang - typisk 8 timer af gangen - i en "stop-the-world garbage collection". Det har jeg altid syntes var en af de største designfejl ved menneskene - i praksis betyder det jo, at man ligger bevidstløs en trediedel af ens liv!

Forstå mig nu ret, den slags garbage collector-implementeringer har jeg da også lavet, når jeg har haft travlt. Men det giver ikke mening ud fra et evolutionsmæssigt synspunkt. I stenalderen nytter det ikke noget at være bevidstløs så lang tid af gangen - så kommer der jo bare en tiger og spiser en. Her vil en incremental garbage collector være meget mere passende.

Så hvorfor har vi stadig en garbage collector, der efterlader os bevidstløse en trediedel af vores liv? Burde folk, der havde evolutioneret sig til at benytte incremental garbage collection ikke for længst have overvundet stop-the-world-garbage collection-folkene, simpelthen fordi de kunne løbe væk fra tigrene mens incremental-folkene blev spist? Der er et-eller-andet helt galt her!

Den eneste logiske forklaring, jeg kan finde, er, at evolutionen alligevel ikke gælder - Gud har simpelthen lavet menneskene, så de benytter stop-the-world i stedet for incremental garbage collection. Og hvorfor har Han (m/k) så gjort det? Svaret er simpelt: For at gøre det muligt at lave en ægteseng. Hvis vi ikke skulle sove, ville der ikke være behov for senge; vi ville ikke længere skulle finde sammen to og to, og hvorfor skulle man så blive gift? Hele grundlaget for bibelen ryger sig en tur!

Ergo: Kreationisterne har ret, evolutionisterne tager fejl. Who would have thought that?

Sne

Lån småpenge ud

Trine gjorde mig via sin blog opmærksom på Kiva.org - det er dælme smart. Her kan man låne penge til værdige ulandsforretningsfolk, har har brug for det - f.eks. folk, der har brug for penge til at købe høns for. Langt de fleste betaler tilbage igen - og herefter kan man låne pengene ud til nogle nye værdigt trængende eller få pengene igen.

Hvor er mit Visakort nu...

Jeg har en blog!

Det er interessant! Selvom jeg som så mange andre har oprettet en blog, har lavet tre indlæg i rap og derefter ikke har rørt bloggen i længere tid, end det var meningen, så går jeg stadig rundt og synes, at jeg har en blog. Gad vide, hvor længe man skal lade være med at poste til en blog, før den forsvinder ud af ens hjerne?

Kaffe

"Way too much coffee. But if it weren't for the coffee, I'd have no identifiable personality whatsoever." -- David Letterman (endelig tilbage på Zulu!)

Aftensmad

Mine maddage i kollektivet er i denne måned koncentrerede om denne weekend. I går stod den på ananaskarrykylling ala Christine - i dag på hjemmelavede hamburgere.

(Hey, jeg har aldrig sagt, at der ville komme interessante indlæg i bloggen!)

1st entry + 1st picture

Jeg er kommet til at købe et digitalkamera. Sådan et er jo ikke sjovt, hvis man ikke har en blog at vise de mindst dårlige af billederne på. Så nu har jeg også (endelig) en blog.