2007-12-23

Glædelig jul

Glædelig jul og godt nytår. Og ja, jeg skal nok skrive flere blogindlæg de næste par måneder end jeg har gjort de sidste par måneder. Måske, i hvert fald.

Her er, hvad der er sket de sidste par måneder:

1) Jeg har fået ryddet op (men ikke støvsuget).

2) Jeg arbejder stadig for meget. Men det er jo ikke noget nyt. Jeg må se at prioritere vennerne op i stedet for fremover. Snart. Måske.

3) Jeg har købt "Lær-Spil Klaver 1" og "...2" - men ikke åbnet dem endnu. Jeg har heller ikke åbnet den "Learn to Draw People", jeg købte for et par måneder siden.

4) John er holdt op i Fitness.dk! Det er uafklaret, hvem jeg nu skal følge - der er mange andre fantastiske instruktører, men det bliver mærkeligt ikke at få det fantastiske humørboost, kun John kunne levere, hver mandag.

5) Jeg har prøvet Step Elite Sort et par gange nu. Det var dælme syret. Når jeg svedte til de timer, var det mere koldsved end motionssved. Jeg var helt klart den, der klovnede mest i det, men heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde problemer. (Cirka-citat fra instruktøren: "Nej, jeg kan ikke lige vise serie tre igen - det er den sorte piste, I er kommet på, det skal være svært!" :-) )

6) Jeg har fundet ud af, at jeg enten drikker for meget til julefrokosterne (så jeg har tømmermænd i 72 timer bagefter) eller for lidt (fordi jeg er bange for tømmermændene). Jeg drak kun tilpas en enkelt gang i år, så det både var hyggeligt, og jeg kun havde tømmermænd indtil ca. eftermiddagen efter - hvilket var fint, for jeg skulle lave noget seriøst om aftenen. Jeg hader at være blevet gammel - jeg synes, tømmermændene bliver værre og værre hvert år selvom jeg drikker det samme :-(.

7) Jeg havde besøg i går, og vi drak os fulde i kollektivet. Nu skal jeg afsted til julehygge hos nogle af mine gode venner - det bliver hyggeligt (men jeg frygter, at jeg endnu en gang drak lidt for meget i går - vi fik endelig taget hul på cognac'en).

8) Jeg har fået min første julegave: Et Friends Trivia Game. Det var vist ment som en joke-gave, men da vi prøvede i går, kunne jeg svare på ca. 80% af alle spørgsmålene. Chandlers TV-guide bliver sendt til "Mrs. Chanandeler Bong" - ved alle ikke det?

9) Jeg overvejer at installere Vista på min computer. Men den Nero, der fulgte med min dvd-brænder, funker ikke under Vista, så det holder mig tilbage lige p.t. Er det en dårlig undskyldning?

10) Oh bugger, bussen går om 53 minutter - jeg må hellere se at komme i bad...

Ingen kommentarer: