2007-03-26

Blog Usability

Therese gjorde mig via sin blog opmærksom på Jakob Nielsens Blog Usability-regler - og der er helt klart nogen af dem, jeg bryder.

F.eks. mener han, at man skal have forfatter-biografier og -foto. Det har jeg kun i ringe grad, og kun hvis man gider klikke videre til min hjemmeside, men jeg er i princippet slet ikke enig - min blog bliver kun skrevet, så mine venner kan følge lidt med i hvad der sker - og de kender mig allerede (og læser i øvrigt ikke bloggen, for de kender mig allerede). Så i virkeligheden er mit publikum det tomme publikum - og så burde biografier være ligegyldige.

Desuden mener ham, at man skal kategorisere sine indlæg (med fine-fine labels etc.). Men hvis man bare laver en blog, for at ens venner kan følge med i, hvad der sker - vil nogen så nogensinde læse (eller endnu værre: google) gamle indlæg frem? Er labels nødvendige?

Endnu et godt råd er, at man skal vælge et publiceringsskema "and stick to it". Det råd er jeg ikke enig i mere. Det var absolut relevant en gang, men i disse tider, hvor alle og deres hunde læser blogs v.h.a. feed-readers, gør det efter min mening intet, at man kun poster særdeles irregulært - sålænge det, man skriver er interessant. Så i virkeligheden mangler jeg bare at finde noget interessant at blogge om.

Der er dog ét råd, der skræmmer mig: Man glemmer, at ens fremtidige arbejdsgiver også læser med. Føk har fået ny hjemmeside, og har i den forbindelse fjernet en masse af de gamle blade, så en masse af det sludder, jeg i tidens løb har skrevet i diverse ledere og artikler, er det nu heldigvis noget sværere at google sig frem til. Men nu fortryder jeg lidt, at jeg brugte ordet "narkokurer" i forrige indlæg. Hvis du er en potentiel fremtidig arbejdsgiver, bedes du venligst substituere ordet "narkokurer" med ordet "teddybjørn" i forrige indlæg.

Har man egentlig lyst til at arbejde et sted, der ikke kan se det sjove i ordet "narkokurer"? Hmm. Svaret er i virkeligheden nok "ja". Øv.

Jakob Nielsen har dog flere gode pointer, så det er værd at kigge i artiklen, hvis man vil lave sin helt egen blog.

Ingen kommentarer: