2007-03-26

Blog Usability

Therese gjorde mig via sin blog opmærksom på Jakob Nielsens Blog Usability-regler - og der er helt klart nogen af dem, jeg bryder.

F.eks. mener han, at man skal have forfatter-biografier og -foto. Det har jeg kun i ringe grad, og kun hvis man gider klikke videre til min hjemmeside, men jeg er i princippet slet ikke enig - min blog bliver kun skrevet, så mine venner kan følge lidt med i hvad der sker - og de kender mig allerede (og læser i øvrigt ikke bloggen, for de kender mig allerede). Så i virkeligheden er mit publikum det tomme publikum - og så burde biografier være ligegyldige.

Desuden mener ham, at man skal kategorisere sine indlæg (med fine-fine labels etc.). Men hvis man bare laver en blog, for at ens venner kan følge med i, hvad der sker - vil nogen så nogensinde læse (eller endnu værre: google) gamle indlæg frem? Er labels nødvendige?

Endnu et godt råd er, at man skal vælge et publiceringsskema "and stick to it". Det råd er jeg ikke enig i mere. Det var absolut relevant en gang, men i disse tider, hvor alle og deres hunde læser blogs v.h.a. feed-readers, gør det efter min mening intet, at man kun poster særdeles irregulært - sålænge det, man skriver er interessant. Så i virkeligheden mangler jeg bare at finde noget interessant at blogge om.

Der er dog ét råd, der skræmmer mig: Man glemmer, at ens fremtidige arbejdsgiver også læser med. Føk har fået ny hjemmeside, og har i den forbindelse fjernet en masse af de gamle blade, så en masse af det sludder, jeg i tidens løb har skrevet i diverse ledere og artikler, er det nu heldigvis noget sværere at google sig frem til. Men nu fortryder jeg lidt, at jeg brugte ordet "narkokurer" i forrige indlæg. Hvis du er en potentiel fremtidig arbejdsgiver, bedes du venligst substituere ordet "narkokurer" med ordet "teddybjørn" i forrige indlæg.

Har man egentlig lyst til at arbejde et sted, der ikke kan se det sjove i ordet "narkokurer"? Hmm. Svaret er i virkeligheden nok "ja". Øv.

Jakob Nielsen har dog flere gode pointer, så det er værd at kigge i artiklen, hvis man vil lave sin helt egen blog.

Kvinder

En af mine nye venner på mit nye arbejde fortalte for nyligt om en af hendes veninder, der nu helt har opgivet "det der med mænd" - og derfor har redefineret, hvem hun er som kvinde, og hvad hun skal bruge tiden på.

Det har jeg tænkt meget over. Jeg er dybt imponeret over, at man kan tage en sådan beslutning - og lidt misundelig. Jeg har aldrig kunnet finde ud af noget som helst med kvinder, og der er ikke nogen speciel grund til, at det skulle ændre sig lige foreløbigt. Så i stedet for at være misundelig kopierer jeg hende - og dropper hermed "det der med kvinder".

Spørgsmålet er, hvad jeg skal lave i stedet for. Hvad "definerer" mig? Det kunne være fedt at bruge tiden på meningsfyldt - og også gerne noget med noget action i. Jeg er dog ikke sikker på, at man kan få begge dele samtidigt, så valget står vist lige nu mellem Greenpeace-aktivist og narkokurer.

Nå, på lørdag er der Running Dinner, og det bliver spændende. Måske har jeg ikke helt droppet "det der..." endnu. Men derefter må jeg hellere tage en beslutning mellem de to...

2007-03-21

At tabe sig

I løbet af de sidste 4-5-6 år er jeg gået fra ca. 110 kg til 78 kg. Det har været hårdt arbejde, som kun at-tabe-sig-projekter kan være det, men jeg er nødt til at fortsætte, hvis jeg ikke skal tage det hele på igen.

Men jeg har mistet overblikket over, hvorfor det er godt at være tynd. Er der nogen, der kan hjælpe mig?

Fordele ved at være tyk:

  • - Man kan spise uanede mængder af chokolade. Chokolade frigiver det samme stof i hjernen som forelskelse.

  • - Man kan drikke uanede mængder af cola til at holde sig vågen. Cola smager bedre end kaffe.

  • - Hvis man er i dårligt humør, kan man reparere det med sukker. Man bliver glad af sukker.

  • - Man får flere venner, når man er på sukker - sukker gør en sjovere.

  • - En social tur til slikautomaten fungerer lige så godt som den traditionelle sociale rygepause - man får samme "bonding"-effekt med ens venner uden at man behøver at begynde at ryge.

  • - Man kan arbejde længere og dermed tjene flere penge, når man er på sukker - hvis man er ved at gå død, tager man bare en cola mere.

  • - Man kan spise, hvad man vil - også bacon og skindet på kylling.

  • - Man behøver ikke ofre flere aftener om ugen på at gå til træning.

  • - Man behøver ikke bekymre sig om, hvor dårligt man lugter, når man er til træning (- dumme ufungerende sportsdeo'er!)

  • - Man kan flyde, når man er i en swimmingpool (og det er altså sjovt!)

Fordele ved at være tynd:

  • - Man bliver ældre end 40 år.

2007-03-18

The End Is Nigh


Engang i mellem ser man de her skilte, der bare skræmmer en fra vid og sans.

2007-03-17

Stop sign


Normalt poster jeg ikke billeder af andre folk uden deres eksplicitte tilladelse, men en af mine gode venner har sagt, at jeg har en automatisk tilladelse til at poste billeder af ham, sålænge god fornuft siger, at han ikke vil have noget imod det.
Jeg har ingen anelse om, om det gælder her, men det her billede er kinda cool...

Jeg har været på mit livs første skitur


- og jeg har lært følgende: Når man for 30. gang falder på rumpen, lærer man automatisk at smile dumt, når nogen kigger på en, selvom man føler sig både idiotisk og øm og mest har lyst til at bande højlydt. Hvis man ikke smiler, kommer bekymrede folk bare hen til en og spørger, om man er okay, og selvom det egentlig er utroligt venligt af dem, begynder det at blive lidt anstrengende, når det sker for 30. gang. På tysk.

Designfejl i menneskene

Det er for nyligt gået op for mig, at måske findes Gud alligevel. Måske har kreationisterne alligevel ret, og evolutionisterne tager fejl. Fejl, fejl, fejl.

Det er søvnen, der har overbevist mig. Folk, der er klogere end mig, siger, at søvn er nødvendigt, fordi man skal sortere i dagens input og rydde op i hjernen. Det, der foregår, er altså en form for garbage collection i hjernen. Og det er fuldstændigt fair, enhver programmør ved, at det er rart med en velfungerende garbage collector - uden den løber man alt for hurtigt tør for plads, hvis man ikke er forsigtig. Og jeg er dælme ikke forsigtig med hvad jeg kigger på i løbet af en dag.

Men er hjernens garbage collector egentlig specielt velfungerende? Gode garbage collectors kører i baggrunden sådan i ny og næ, når der er brug for det ("incremental garbage collection"). Menneske-ækvivalenten til det ville være, at den lige arbejder et øjeblik, når man alligevel kigger ud af vinduet eller ser Ricky Lake eller andet, der ikke kræver, at hjernen kører.

Men sådan fungerer hjernens garbage collection jo ikke. I stedet for at arbejde lidt hen ad vejen, ordner den al sin garbage collection på én gang - typisk 8 timer af gangen - i en "stop-the-world garbage collection". Det har jeg altid syntes var en af de største designfejl ved menneskene - i praksis betyder det jo, at man ligger bevidstløs en trediedel af ens liv!

Forstå mig nu ret, den slags garbage collector-implementeringer har jeg da også lavet, når jeg har haft travlt. Men det giver ikke mening ud fra et evolutionsmæssigt synspunkt. I stenalderen nytter det ikke noget at være bevidstløs så lang tid af gangen - så kommer der jo bare en tiger og spiser en. Her vil en incremental garbage collector være meget mere passende.

Så hvorfor har vi stadig en garbage collector, der efterlader os bevidstløse en trediedel af vores liv? Burde folk, der havde evolutioneret sig til at benytte incremental garbage collection ikke for længst have overvundet stop-the-world-garbage collection-folkene, simpelthen fordi de kunne løbe væk fra tigrene mens incremental-folkene blev spist? Der er et-eller-andet helt galt her!

Den eneste logiske forklaring, jeg kan finde, er, at evolutionen alligevel ikke gælder - Gud har simpelthen lavet menneskene, så de benytter stop-the-world i stedet for incremental garbage collection. Og hvorfor har Han (m/k) så gjort det? Svaret er simpelt: For at gøre det muligt at lave en ægteseng. Hvis vi ikke skulle sove, ville der ikke være behov for senge; vi ville ikke længere skulle finde sammen to og to, og hvorfor skulle man så blive gift? Hele grundlaget for bibelen ryger sig en tur!

Ergo: Kreationisterne har ret, evolutionisterne tager fejl. Who would have thought that?