2026-06-25

Min opdaterede persondatapolitik

Oprindeligt fra Facebook 2018, lettere opdateret.

GDPR gælder kun firmaer. Derfor passer jeg som privatperson ikke specielt godt på dine persondata.

Bemærk specielt følgende:

  1. Hvis du er til en fest eller et socialt event, jeg også er med til, kan jeg finde på at sende billeder fra festen til tilfældige venner. "Venner" vil her måske/måske ikke inkludere dine forældre og/eller dine børn.

  2. Hvis et firma ringer og vil sælge mig noget, giver jeg dem et tilfældigt telefonnummer for at slippe af med dem. Der er 0,000001 % chance for, at nummeret er dit.

  3. Baseret på tidligere kommunikation vil jeg forsøge at deducere, om det er bedst at kontakte dig på sms, mail, Messenger, Signal, Line, WhatsApp eller via brevpost, og vil forbeholde mig ret til at bruge dette som input til valg af fremtidig kommunikationsform. Hvis nogen spørger mig, hvordan de nemmest får fat i dig, fortæller jeg dem det, baseret på dette.

  4. Hvis du har fødselsdag, fortæller jeg dig ikke på forhånd, hvad du får i gave. Men jeg fortæller andre, hvad du får, for at forsøge at undgå, at du får den samme gave to gange.

  5. Hvis jeg skal sende både dig og en anden person en mail, sætter jeg begge jeres emailadresser i To-linien og lækker dermed information om jeres emailadresser til hinanden.

  6. Hvis jeg skal sende dig en sms, og du har fået nyt mobilnummer og har fortalt mig det nye nummer 100 gange, vil jeg alligevel sende sms'en til dit gamle nummer og derefter brokke mig over, at du ikke svarer.

  7. Hvis jeg følges med dig og finder ud af, at du er blevet klippet eller har fået nyt tøj, kan jeg finde på at sige det til folk, vi møder, så de kan komplimentere dig.

  8. Hvis du har en gul bil, og vi kører forbi den, kan jeg finde på at give mine medpassagerer slag på skulderen, og dermed indirekte afsløre over for dem, at din bil er gul.

Alt ovenstående sker med eller uden dit samtykke.

2010-12-23

Evaluering af nytårsfortsætter

Sidste år var jeg så uforsigtig at lave nytårsfortsætter for i år. Det må vist være på tide at evaluere på dem.

Januar: Se en panda.
Februar: Se Japan.
Marts: Lave et interessant blogindlæg.
April: Blive hovedkuls forelsket. ÷ (hvis vi ser bort fra Scarlett Johansson)
Maj: Blive droppet af genstanden for ovenstående hovedkuls forelskelse. ÷ (hvis vi ser bort fra Scarlett Johansson)
Juni: Max. veje 86 kg.
Juli: Gøre noget dumt. (begyndte at løbe i juli, fik knæbøvl p.g.a. det i september, er stadig på nedsat steptid. Rigtig dumt!)
August: Trække 10 år fra min alder og tage på Skanderborg Festival. Lægge 20 år til bagefter.
September: Lave en ikke-før-prøvet madret til kollektivet.
Oktober: I et øjebliks klarsyn opdage, at en masse problemer alle skyldes det samme underliggende problem. Løse problemet. Holde fri resten af året. ÷
November: Max. veje 84 kg.
December: Give et sidste øjebliks bidrag til Mødrehjælpens juleindsamling (eller et andet sted, der uddeler julepakker).

Det giver alt i alt en succesrate på 75% - det kan jeg godt leve med!

Nytårsfortsætter for 2011: Komme ud af landet på et eller andet tidspunkt. Det er lige meget, om det bliver til Japan igen, en erstatningstur til Thailand, eller bare en tur over grænsen efter øl - bare det giver mening at tage mit pas med.

2010-08-13

Ferie

Ferien er næsten slut, og jeg har evalueret lidt på resultatet:

Fordele ved at holde ferie:
1) Hvis man er træt, kan man selv vælge, om man vil drikke en kop kaffe eller tage en lur.
2) Masser af tid til at surfe efter worthless junk i diverse webshops.
3) Ingen ser mærkeligt på en, hvis man først står op kl. 14. (Eller jo, men ikke nogen, man behøver tage sig af).

Fordele ved at arbejde:
1) Gratis kaffe.
2) Man har ikke lige så meget tid til at købe worthless junk i diverse webshops.

Jeg har muligvis glemt nogle punkter, men foreløbigt fører ferie over arbejde 3-til-2.

2010-03-25

Japan!

Så kom jeg et par skridt længere m.h.t. nytårsfortsætterne:

Februar (se Japan og dø): Done (se nedenfor)
Marts (skrive blogindlæg): Done (du læser det lige nu)

Juni og november ser i øvrigt også ud til at være fikset, men jeg tror ikke helt på det endnu, så jeg vil gerne lige vente lidt før jeg erklærer det en succes.

Næste skridt (april) bliver nok lidt svær. I mellemtiden er her et par billeder fra Japan - klik på dem for at se en større version:










Så... hvor slukker man?

Jeg købte i øvrigt det fede ur dernede:


Flere billeder følger (nok) senere.

2010-01-22

Januar (se en panda): Klaret

Så er januar-delen af mine nytårsfortsætter klaret:


Mere udførlig rapport fra Berlin følger her: Der er koldt men godt. Faktisk lidt for koldt. Praktisk eksempel er Kastanienallee - her er, hvad guidebogen(*) lovede:

og her er, hvad jeg fandt:


Hmm.

Jeg fandt aldrig et museum, der kan det samme indenfor nymodens kunst som Aros kan - det blev jeg faktisk lidt overrasket over. En mulig grund kan dog være, at halvdelen af Hamburger Bahnhof var lukket af. Det var lidt surt. Men de har mange museer, og har er et godt tip: Jo billigere et museum er at komme ind på, jo bedre er det. Det fatter jeg stadig ikke, men Dali-museet var f.eks. ikke 8,25 euro værd! Mens Berlinische Galerie var rigtig god og kostede kun 4 euro.

Jeg tror i øvrigt, integrationen mellem Øst- og Vestberlin er forløbet fint - men engang imellem falder man over nogle bekymrende butiksvinduer i Østberlin:


- nå, det betyder nok ikke noget.

Sidst, men ikke mindst, har jeg endelig fundet ud af, hvad der blev af Airwolf:

- how the mighty have fallen!

(*): Fra "Politikens Turen går til Berlin", 15. udgave - i øvrigt glimrende. "Politikens visuelle guide Berlin" er dog endnu bedre.

2009-12-30

Nytårsfortsætter

På mit arbejde har jeg lært, at når man arbejder i et projekt, skal man definere nogle målbare opgaver med tilhørende milestones, så det er muligt at følge op på dem undervejs og nyde, når noget lykkes (eller justere planen i tide, hvis det ikke gør).

Så her følger mine nytårsfortsætter - ikke som vage forventningsforhåbninger, men som operationelle mål. Hver ting skal være lykkedes inden udgangen af måneden.

Januar: Se en panda.
Februar: Se Japan.
Marts: Lave et interessant blogindlæg.
April: Blive hovedkuls forelsket.
Maj: Blive droppet af genstanden for ovenstående hovedkuls forelskelse.
Juni: Max. veje 86 kg.
Juli: Gøre noget dumt.
August: Trække 10 år fra min alder og tage på Skanderborg Festival. Lægge 20 år til bagefter.
September: Lave en ikke-før-prøvet madret til kollektivet.
Oktober: I et øjebliks klarsyn opdage, at en masse problemer alle skyldes det samme underliggende problem. Løse problemet. Holde fri resten af året.
November: Max. veje 84 kg.
December: Give et sidste øjebliks bidrag til Mødrehjælpens juleindsamling (eller et andet sted, der uddeler julepakker).

2009-06-09

2009-01-10

Kollektivets navn

Vi har efter mange års diskussion efterhånden besluttet os for, at vores kollektiv (som indtil videre har heddet "Kollektivet 7B") skal have et nyt og spændende navn. 

Navnediskussionsprocessen har herefter taget nogle måneder - det skal jo være det helt rigtige navn, vi vælger!

Nogle af de ældre foreslag kan ses på forsiden af www.7b.dk - men vi er stadig langt fra enige. De mest populære navne lige nu lader til at være: Kollektivet den-helt-vildt-røde-ko, Kollektivet Hos Kirsten og Åse, Kollektivet tre høns og en and og Kollektivet Nationalbamsen.

Jeg har lavet en lille afstemning til højre på denne side - er der nogen, der har en mening om hvorvidt et af navnene er bedre end de øvrige? Eller er der nogen, der har bedre forslag? Kommentarfeltet er åbent, hvis der er nogen, der er kreative :-)

2008-10-20

But is it art?

Jeg var på ARoS i sidste weekend, og der var kommet adskillige nye seje ting. Bl.a. en udstilling af Erik A. Frandsen, hvor jeg specielt blev fascineret af fotoudstillingen. Men jeg blev denne gang i udpræget grad slået af, at jeg ikke helt kunne finde ud af, hvorfor kunst er kunst. Er det kunst at lave en neonlampe af en kærlighedsakt? Er det kunst at tage et billede af en pige, der sidder på en brandhane? Og derefter lave billedet i en form for skaller? Er det for den sags skyld kunst, når Aros skriver sit navn "ARoS"? Eller når en japaner forbinder nogle lamper med et observatorium og meget, meget effektivt får os til at føle os ufatteligt små? (Jeg skal ikke afsløre hvorfor, gå selv ned i kælderen og se efter :-) )

Så hvis jeg ikke forstår kunst, så er der sikkert også andre, der ikke gør. Så nu vil jeg være kunstner. Her er mine første - øhh - kunster:


Life


Softening scariness


Stille-ben


Hero #3?


Kun


Læg mærke til hvor sejt jeg har forsøgt at give dem navne, der er borderline uforståelige men virker utroligt kunstagtige!

2008-09-06

Japan!

(*): Nårh ja, jeg vågnede i morges, og i stedet for at tænde for TV'et og kigge amerikanske TV-serier over morgenmaden som jeg plejer, besluttede jeg mig for, at jeg vil på ferie i Japan til næste sommer (måske). Puha, det er godt nok en stor beslutning at (næsten) tage. Det bliver spændende om jeg kommer afsted. 

Lige nu leder jeg foreløbigt bare efter et sted, hvor jeg kan købe "Turen går til Japan" selvom jeg bruger Google Chrome i stedet for Internet Explorer(**).

(**): Nårh ja, jeg vågnede i onsdags, og i stedet for at tænde for TV'et og kigge amerikanske TV-serier over morgenmaden som jeg plejer, besluttede jeg mig for, at jeg vil bruge Google Chrome i stedet for Internet Explorer (måske). Puha, det er godt nok en stor beslutning at (næsten) tage. Det bliver spændende om det holder.

Lige nu leder jeg foreløbigt bare efter en boghandel, der ikke kræver Internet Explorer i stedet for Google Chrome. Jeg skal nemlig have fat i en bog om Japan(*).

2008-08-04

Are You So Fucked?

I en artikel på vip.tv2.dk (TV2's sladderspalte - ikke, at jeg læser den slags, naturligvis) afsløres det, at i stedet for vielsesringe har David Duchovny og Tea Leoni fået tatoveringer. "Det er en forkortelse for noget vi siger til hinanden, men jeg fortæller det ikke rigtigt til nogen. Det er AYSF. Det står for noget."

AYSF? "Det står for noget"? What dælen does it stand for? For en gangs skyld er nettet totalt ubrugeligt, det foreslår kun ting som:

American Youth Scholarship Foundation
APEC Youth Science Festival
Ashtanga Yoga San Francisco

Det kan simpelthen ikke passe. Så er der nogen, der har gode ideer til hvad, det kan slå for? Det eneste, jeg kan finde på, er:

Are You So Fucked? (som i: "I am so fucked").
All Your Sweet Fineness (are belong to us).
Ah! You're Simply Fabulous!
America's Yellowest Sofa Fameness. (Der er ikke sygt mange ord med Y på engelsk...)
A Young Sexy Fellow!

- or a combination thereof... Hmmm...

2008-06-15

Præcis definition af "programmering"

En anonym bruger har på Coding Horror lavet en af de mest præcise definitioner af programmering, jeg nogensinde har set:

"Programming is all about knowing when to boil the orange sponge donkey across the phillipines with an orangutang gorilla crossed with a ham sandwich to the fourth power of twelve across the nile with an awful headache from the previous night when all of alfred's naughty jalapeno peppers frog-marched the nordic elves across the loom-lined geronimo induced swamp donkey over and above the fortran fortified kilomanjaro fence past the meticulously crafted anti disgusting sponge cake scenario where all the hats doth quoteth the milk which is not unlike the super werewolf from the infinite realm of ninja-step. it's hard to define, really."

2008-05-03

Billeder

Jeg har endelig fået uploadet billeder fra mit digitalkamera:












2008-05-01

Cheap stuff from Hong Kong

Beklager - dette bliver et skandaløst kommercielt indlæg!

Trine gjorde mig for nyligt opmærksom på verdens bedste netbutik: DealExtreme. DealExtreme er smarte, for de har et kæææmpe katalog, og de sender ting worldwide portofrit(!)

Så hvis du lige har forelsket dig i en dims til $2, så koster dig det altså kun en tier at få den hjem (cirka). Sålænge du holder dig under 80 kr./ordre, kommer toldvæsenet heller ikke efter dig.

Og de har stort set alt indenfor kabler, værktøj og dimser, og meget indenfor batterier, skønhedspleje etc. etc. etc. Her er et udpluk af de ting, jeg indtil videre ikke har kunnet lade være med at købe:

1.5M mini-jack audio cable: $1.80 (< 10 kr.)
Mini 4-ports USB 2.0-hub: $5.37 (< 30 kr.)
Nylon cable ties (100-pack): $1.99 (< 10 kr.)
Øre-bøffer: $3.17 (< 16 kr.)
PC-intern kabelsplitter: $1.66 (< 10 kr.)
PCI diagnostic card: $7.41 (< 40 kr.)
Keychain-lommelygter (10-pack): $4.73 (< 25 kr.)
Soldrevet dæktryksmåler: $8.14 (< 45 kr.)
Anti-statisk elektricitetsarmbånd: $1.80 (< 10 kr.)
Gillette Mach 3 m/3 blade (4-pack): $9.38 (< 40 kr.)

Priserne kan s'f'lig gå både op og ned, men hvis dollarkursen holder sig lav, er DealExtreme et rart sted at handle! :-)

(Og ja, jeg har indset, at hvis man køber en hel masse billige ting, så ender det alligevel med at blive dyrt - men engang imellem kan man bare ikke leve uden en soldrevent nikkende alien til $4.26 (< 25 kr)! Jeg kunne have sparet en hund på et købe min cardreader hos DealExtreme i stedet for billigste sted i Danmark!)

Eskobar

Jeg har helt glemt at sige det: Jeg har været til koncert med Eskobar. Det er nogle svenskere, der vistnok er ret kendte. Jeg havde bare aldrig hørt dem før, men det skal man da ikke lade sig stoppe af, skal man? :-)

Jeg var afsted med nogle piger - fyrene i omgangskredsen valgte at bruge aftenen i en bar i stedet for - ordet "tøsepop" blev brugt, da jeg spurgte, om man ikke skal prøve noget nyt, når man nu fik chancen? Oh well.

Det første nummer, de spillede, var ret godt. Det synes de øvrige folk, der hørte dem, vist også - de hujede og klappede. Så spillede Eskobar nummeret een gang til. Det synes jeg var lidt underligt, men der var ikke rigtig nogen andre, der lod sig mærke med det - folk var stadig enormt begejstrede, og det var jo sådan set stadig et fint nummer.

Da Eskobar så spillede nummeret igen for tredie og fjerde gang, begyndte jeg lige så stille at blive paranoid, men alle de andre var stadig henførte. Jeg prøvede at gå på toilettet for at se, om det hjalp - men det gjorde det ikke. Efter femte og sjette gang så jeg stadig ud til at være den eneste, der havde opdaget, at de spillede det samme nummer igen og igen. Mærkeligt!

Syvende nummer var så rent faktisk et andet nummer, og det var sådan set også ret godt - nok specielt fordi det var et andet nummer - jeg blev helt glad. Men så gik de tilbage til det første nummer igen, og da de havde spillet det yderligere 6 gange gav jeg op og gik. Det er første gang, jeg er gået før tid til en koncert, jeg har betalt specifikt for. Mærkeligt.

Bagefter sagde de andre, at det da havde været en enormt god koncert (med helt forskellige numre hele vejen igennem!) Jeg må være ved at blive gammel!

2008-04-20

Åbningstider

Steder, jeg p.t. godt kunne tænke mig var døgnåbne ligesom 7-11 (eller idet mindste havde åbent til 22, så man kunne nå derhen efter aftensmaden):

* Steder, der lapper huller i lydpotter.
* Steder, der sælger sko uden huller i.
* Steder, der sælger senge uden sprungne fjedre.
* Steder, der sælger moderigtigere briller.
* Tandlæger.

2008-04-17

Hack That Body

En af de ting, jeg glæder mig mest til i fremtiden, er ordentlig nanoteknologi. Altså ikke bittesmå dimser, der kan sørge for, at sofaen ikke bliver rød, når man spilder saftevand på den, men bittesmå dimser, der med jævne mellemrum suser rundt i mit hjem og fjerner støv og overflødige partikler fra alle overflader (gulve, borde, vinduer, TV-skærme etc.). Det bliver sejt. Måske - hvis de samarbejder - kan de endda gå ned med affaldet?

Men der er dog noget, jeg glæder mig til endnu mere, og det er når vi engang får et ordentligt API til kroppen. Det bliver sejt - mulighederne er næsten endeløse!

Har du knækket en negl? No problem, sæt negleproduktionen op om aftenen på den relevante finger, så er neglen klar næste morgen.

Vil du gerne have langt hår? Samme løsning - også det er klart næste morgen. Og du kan endda blive naturligt blondine, hvis du vil.

Men det bliver bedre endnu: I bedste Neuromancer-stil burde man kunne fortælle øjnene, at de altid tilfældigvis lige i det ene hjørne af sysnfeltet skal se et digitalur. Jeg kan dog ikke helt finde ud af, om det vil kræve noget ekstra at NTP-enable uret. Man burde også kunne læse mails og websurfe på samme måde, men det kræver nok noget tilsluttet hardware et eller andet sted.

Viagra burde heller ikke rigtig blive nødvendigt mere - man skal bare fortælle kroppen, hvor den skal sende noget blod hen, så skulle det hele gå af sig selv. Og nu vi snakker om den slags, burde man også kunne stimulere kødproduktionen i et enkelt område af kroppen, hvis man er lidt utilfreds.

Og hjernen? Endnu bedre: Før man skal til eksamen (eller på arbejde for dem af os, der er blevet voksne) kan man lige skrue den del af hjernen, der bruges, op til 80-90% - eller ned til 2%, hvis man skal i byen...

Men noget af det mest brugte bliver nok den der lille indstilling, der kan justere ens forbrændning. Man burde kunne gå rundt med en lille Ipod Nano-størrelse-ting, der konstant monitorerer, hvad kroppen fortæller om hvad man har indtaget af energi, og hvad den har brug for til at overleve og have det godt - og så justerer dimsen kontinuerligt ens forbrænding, så man altid vejer f.eks. 72 kg. Nice!

Jeg glæder mig som et lille barn! Kommer fremtiden ikke snart?

2008-04-16

Domænekøb

Jeg har prøvet noget nyt i dag: Jeg checkede, om et specifikt (sejt) domænenavn var ledigt. Det var det - men jeg købte det ikke. Det er vist første gang :-)

2008-03-18

Tre ting om mig, du måske ikke har vidst

Som gruppepresset af Trine:

Tre slags arbejde, jeg har haft:

1) Chefredaktør for Mads Føk
2) Udvikler hos Aarhuus Stiftsbogtrykkerie, BRiCS, UNI-C og Danske Bank
3) Ehm...

Tre slags arbejde, jeg vil have haft, når jeg fylder 60:

1) Astronaut
2) Medvirkende i The Simpsons
3) International Playboy

Tre steder, jeg har boet:

1) Frederikshavn
2) Århus
3) Ehm...

Tre steder, jeg vil have boet, når jeg fylder 60:

1) New York (men ikke længe nok til at gøre mig hård)
2) Californien (men ikke længe nok til at gøre mig blød)
3) Tokyo

Tre TV-programmer, jeg kan lide:

1) TV2 News (perfekt at vågne til!)
2) The Simpsons
3) Ehm...

Tre TV-programmer, jeg vil kunne lide, når jeg fylder 60:

1) The Simpsons
2) The Simpsons
3) The Simpsons

Tre steder, jeg har rejst:

1) Danmark
2) Solture til syden
3) Ehm...

Tre steder, jeg vil have rejst, når jeg fylder 60:

1) New York
2) Californien
3) Tokyo

(Schy! Genbrug er okay! Det er CO2-venligt!)

Tre af mine favoritretter:

1) Lasagne
2) Pizza
3) Alt med kylling

Tre af mine favoritretter, når jeg fylder 60:

1) Lasagne
2) Pizza
3) Alt med kylling

De tre sidste bøger jeg har læst:

1) Harry Potter 7: Harry Potter and the Deathly Hollows
2) Harry Potter 6: Harry Potter and the Half-Blood Prince
3) Harry Potter 5: Harry Potter and the Order of the Phoenix

(Schy! Jeg er dybt litterær!)

Tre bøger, jeg burde læse, hvis jeg tog mig sammen:

1) Dan Brown: Da Vinci Mysteriet
2) Jeff Noon: Vurt (igen)
3) Det sidste halve års Wired

De tre sidste bøger, jeg har læst, når jeg fylder 60:

1) Harry Potter 42: Harry Potter and the Quest for More Money
2) Harry Potter 41: Harry Potter and the Vanilla Sky
3) Harry Potter 40: Harry Potter and the Middle-aged Friends

Tre personer, jeg tror vil udfylde dette skema:

1) Alfred E. Neumann
2) Barney Gumble
3) Mads Føk

Tre personer, der rent faktisk har udfyldt dette skema, inden jeg fylder 60:

1)
2)
3)