2007-08-29

Fremtiden

Jeg så engang et program om en familie, der gjorde en dyd ud af at lave femårsplaner for deres liv - altså små og store målsætninger over, hvad de skulle nå de næste fem år. F.eks. at manden skulle nå et vist handikap i golf eller at de skulle besøge et vist sted i verden.

Det synes jeg dælme lød fjollet.

Men det var dengang, jeg skrev speciale og absolut havde et mål med livet (selvom hverken familien, vennerne eller specialevejlederen længere troede på, at jeg nogensinde ville nå det).

Nu er specialet afleveret (og har været det i et stykke tid), det rigtig gode job er fundet, og nu begynder jeg så alligevel lige så stille at tænke på, hvad jeg skal lave i resten af mit liv. Jeg mener, det hele skal vel ikke være arbejde, vel?

Men vi er jo nu i det 21. århundrede, så nu om dage er der kun en måde, man kan afgøre den slags på: Med en poll!

Til højre på forsiden af denne blog burde der nu være en poll, hvor du kan bestemme, hvad jeg skal lave de næste fem år.

(Pollen er desværre delt op i fire - det lader ikke til, at man kan have mere end fem valgmuligheder i hver, og jeg kan finde på så mange flere ting at lave de næste fem år end det. Næsten fire gange så mange, faktisk!)

2007-08-14

Skanderborg Festival!

Så sluttede årets Skanderborg Festival desværre - det gør de altid efter alt for kort tid. Heldigvis kan jeg stadig mærke efterdønningerne (udover tømmermændene) - det er ligesom om man er lidt mere afslappet, lidt mere snaksagelig og lidt gladere i dagene efter en festival - og i år er ingen undtagelse.

I år havde vi igen halvfjerdser-/diskotema i Cocktailbaren (som de sidste par år har heddet Flash Gordon-baren), og efter tre år med arbejde i baglokalet havde jeg besluttet mig for at gøre forsøget med at være bartender for første gang. Alt efter hvem man spørger, er det enten et skridt op eller ned på rangstigen. Det var i hvert fald hårdere end jeg havde regnet med at være på hele tiden - specielt de dage, hvor man kun havde fået tre timers søvn, og på en festival er det jo de fleste dage. Det tog lidt for lang tid før jeg fandt ud af, at 3 hurtige Irish Coffees kan gøre underværker i sådan en situation. Det må jeg huske til næste år!

Men hvor er det rart at arbejde i Cocktailbaren - den er fyldt med rare, dejlige mennesker. Det må være noget med festivallen - man dukker kun op på Danmarks Smukkeste Festival hvis man ved, man er et smukt menneske.

(Og nåja, så fik jeg set Danser med Drenge, Alphabeat, Basshunter samt hemmelige specialudgaver i en hemmelig bar af Fysikshow, Hinnerup & Omegns Jagtforenings Jagthornsblæsere og Danmarks Smukkeste Kvartet. Specielt de tre specialudgaver var totalt uventede og totalt fede :-) )

2007-08-04

Pizza

Sådan ser det ud, når man hæver dejen til 3 bageplader pizza på samme måde, som man plejer at hæve dejen til 2 bageplader pizza:



Sådan ser det ud, når man bager 3 bageplader pizza og glemmer at komme ost på:

2007-07-27

You've Got Mail

Jeg kom for nylig til at gense You've Got Mail for umptieth gang (altså den med Meg Ryan og Tom Hanks). Det viste sig dog, at det må være første gang, jeg har genset den siden blog-alderen, for det slog mig for første gang, at når hovedpersonerne i starten mailer hinanden om alt muligt, der med vilje ikke afslører noget som helst om dem privat, så bliver det i utroligt høj grad meget blogagtige ting, de sender til hinanden. Bare den slags små indsigtsfuldheder, der hører hjemme i de gode blogs - f.eks. om hvorfor det at købe kaffe kan give én en personlighed, hvis man ikke har en i forvejen.

Men betyder det så, at hvis man har en blog, man krænger sine inderste tanker ud til (på en upersonlig måde), så har man i virkeligheden et kærlighedsforhold til nettet?

Jeg må vist hellere lukke denne blog inden mit forhold til nettet bliver alt for sygeligt.

Harry Potter and the Order of the Phoenix

Hov, forresten, jeg har været i biffen og har set den nye Harry Potter-film. Det er vist sådan noget, man bør blogge om, så jeg må jo nok hellere lave en filmanmeldelse. Lad os se engang...

Filmen var en anelse uskarp, og der var ret koldt i biffen. Desuden kunne vi ikke nå at købe slik før filmen, men det var nu mest fordi jeg kom for sent, fordi pommes frites-maskinen hos Sunset Boulevard var gået i stykker, så det tog 15 minutter længere at få maden end normalt.

Konklusion: Det er altid rart at gå i biffen med vennerne, men muligvis venter jeg til den kommer på DVD en anden gang.

2007-06-05

Århus - open by night

Der var Verdensbilleder i Århus midtby i går - og bl.a. Infernal spillede på Store Torv. Det lyder jo alletiders, men ikke, når man først opdager det dagen efter.

Findes der ikke et rss-feed, man kan abonnere på, så man opdager den slags Århus-arrangementer i hvert fald et par dage før de finder sted i stedet for først, når de bliver anmeldt på andre menneskers blogs?

2007-06-03

Bogbrænding

Jeg er ved at ryde op i min bogsamling endnu engang - og har fundet en række bøger, jeg aldrig tror jeg kommer til at læse. Er der nogen, der vil have nogle af dem ekstremt billigt og/eller gratis?

Okay, bøgerne bliver nok ikke brændt, hvis jeg ikke kommer af dem dem, men jeg får flere og flere bøger og mindre og mindre plads, så jeg skal lige overveje, hvad jeg så gør ved dem...

(Undskyld i øvrigt, hvis jeg har fået nogle af dem af dig :-) )



2007-05-26

Coffee Cup Planet

Douglas Coupland skrev i 1992 en bog med titlen "Shampoo Planet". Den handler om en fyr, hvis følelser kan ses i hvilken shampoo, han bruger. Øh, så vidt jeg husker i hvert fald - det er en del år siden, jeg sidst læste den. Nå, men i min hjerne er den i hvert fald kommet til at handle om det.

Jeg tror jeg gør det samme med kaffekopper - mit humør kan aflæses i, hvilken kaffekop jeg bruger om morgenen. For ja, naturligvis er der forskel på om man benytter den industrielt designede færgerestaurantagtige kaffekop, den neutrale, lidt gammeldags grønne kop, koppen med de mange farvestrålende mønstre, koppen, man fik af en god ven for mange år siden, den hyperenergiske kop der står "coffee" på mange gange (på en lidt rar måde), eller den depri-sorte kop.

Er jeg den eneste, der har det på den måde?

Pizzacaching

Flere og flere, jeg kender, er begyndt at lege med geocaching. Når jeg skal stresse af, gør jeg noget lignende: Pizzacaching! Det går simpelthen ud på, at jeg har tampet de pizzasteder, der har de ældste menukort på ekstraost, ind i min GPS, og så kører jeg rundt fra sted til sted og henter menukort. Det er både sjovt og spændende! (og ekstraost.dk bliver også bedre af det :-) )

(Hmmm, burde det hedde "geopizzaing" i stedet for "pizzacaching"?)

Running Dinner

Jeg har det sidste halve år været på et par Running Dinners. De gange, jeg har været på det, har det været en sand fornøjelse. Og når jeg nu har en blog, må jeg jo nok også hellere blogge noget om det. Det er jo ikke meningen, at man skal have et privatliv mere, når man har en blog, vel?

En Running Dinner forløber cirka på følgende måde (i 20 lette skridt):

1) Man surfer tilfældigt forbi www.runningdinner.dk en nat ved 1-2-tiden, hvor man burde være gået i seng for længe, længe siden. Man opdager, at selvom de fleste arrangementer er i København, så er der fra tid til anden også noget i Århus. Og i modsætning til alle andre single-møde-ting, man normalt kommer forbi på nettet (d.v.s. www.dating.dk), så er der typisk flest piger, der melder sig til Running Dinner - der mangler ofte drenge.

2) Man overvejer, at det egentlig er lidt trælst, at her klokken ved 1-2-tiden er det eneste, man har at se frem til, en tom seng. Det der kæreste-værk husker man som værende ret sjovt dengang i fordums tid, da man prøvede det sidst. Måske skulle man gøre noget drastisk?

3) Man melder sig til et arrangement. Det bliver omgående efterfulgt af en følelse af, at det var nok egentlig ret desperat og taberagtigt gjort - alle ens venner har jo været i stand til at finde deres bedre halvdele i The Real Life - hvorfor kan man så ikke selv? Man drikker en øl fra ølkælderen i kollektivet for at dulme nerverne.

4) Man går endelig i seng og glemmer alt om det tilmeldte arrangement i løbet af de næste par uger.

5) Pludselig en torsdag dumper der en mail ind i ens postkasse. I den står der, at på lørdag er der jo altså Running Dinner, og her er den rute, man skal følge, og dette er personen, der skal være ens rejsepartner for aftenen. PANIK!

6) PANIK!

7) PANIK! (Det varer lidt, før panikken holder op igen, men en Ritter Sport fra slikkælderen i kollektivet plejer at hjælpe!)

8) En "rejsepartner" er den, man skal forberede en ret sammen med, og som man skal tage rundt til andre par og spise sammen med i løbet af aftenen. For at forberede retten, er det meningen, at man skal kontakte ens rejsepartner så hurtigt som muligt. Hvis man når at sende en sms til hende i en fart er det godt - der behøver ikke stå det store i det, andet end at man stadig glæder sig. Det slemme er, hvis hun når at ringe til en, inden man overhovedet har set mailen. Så lyder man totalt forvirret (eller - jeg gør i hvert fald), og gør ens rejsepartner nervøs for om man nu overhovedet dukker op eller er en båtnakke eller sådan noget.

9) Man aftaler samtidigt noget om hvad man gør med maden - enten sms'er man lidt frem og tilbage og lægger en slagplan med det samme, eller alternativt beslutter man sig for at starte med at kigge i kogebøger, når man mødes om lørdagen.

10) Om lørdagen oprunder den store dag, og man går endnu engang i PANIK, for skal man nu f.eks. tage nogle blomster med som tak for, at ens rejsepartner lægger hus til en af retterne (og man derfor ikke selv skal lægge hus til)? Eller er hun ultra-feminist og vil synes, det er dybt, dybt mærkeligt og måske lidt fornærmende? Men beslutter sig for noget, og...

11) ...tager hen til ens rejsepartner (indtil videre med blomster hver gang :-) ) for at forberede menuen. Det er altid lidt akavet, når man skal mødes med en vidtfremmed første gang. Her er tricket, at hvis man ikke kan finde noget at snakke om, kan man altid snakke om, hvad man skal lave (og man kan jo evt. forsøge ikke at fucke maden alt for meget op undervejs). Normalt kommer man altid naturligt til at snakke med hinanden om, hvad man laver og så videre, og det plejer at være hyggeligt nok og får en til at slappe af.

12) Det, at man skal lave mad sammen, har også en anden funktion: Typisk sker der et-eller-andet undervejs, man kan bruge som anekdote resten af aftenen. Det kan være hvadsomhelst, f.eks. at ting blev ved med at gå i stykker i køkkenet, så man til sidst måtte skrabe det øverste lag kartoffelmos af igen og smide væk for at undgå at gæsterne skulle spise glasskår, eller det kan være, at man mødte et medlem af den kongelige familie nede ved fiskehandleren. Eller, vi tror i hvert fald, at det var ham. Det så ud som ham!

13) Nå, tiden går, og man skal nu have forret, hovedret og dessert hvert sit sted. Det betyder, at man pludselig møder en masse nye mennesker, og det er jo altid hårdt for en lille datalog. Heldigvis har man mad og vin at støtte sig til, så samtalen de enkelte steder kommer normalt først rigtig i gang, når man har sat sig ved bordet.

14) Ved bordet har man ofte en runde, hvor man skal præsentere sig selv. Endnu en gang er det PANIK-tid, for man har glemt at øve sig hjemmefra. Hvordan kan man nu præsentere sig selv bedst muligt på kort tid? "Hej, jeg hedder Niels, og jeg er ikke længere studerende, så jeg tjener penge"? Næh. "Hej, jeg hedder Niels, jeg går helst i sort tøj, for jeg er farveblind"? Nææh. "Hej, jeg hedder Niels, jeg er bedre til at snakke med computere end med mennesker"? Næææh. "Hej, jeg hedder Niels, øj, I har bryster!!!"? NÆH! Nå, da det bliver ens tur, tager man et glas rødvin for at dulme nerverne, og formår på fuldstændig uvanlig vis alligevel at stykke en lille biografi sammen, hvor man ikke lyder som en total taber og hvor folk ovenikøbet griner ind i mellem. Og vel at mærke med en, ikke af en. Og hvis man først kan få vævet Skanderborg Festivallen ind i biografien, begynder alle at tale med - alle bliver glade, når man snakker om Skanderborg! Pyha!

15) Man forsøger at følge med, når de øvrige præsenterer sig selv. Som minimum bør man kunne huske folks navne og generelle arbejdsområde. Det har jeg altid været elendig til, men jeg tror nok, jeg plejer at møde en Mette og en Morten i løbet af aftenen. Sidste gang var der vist også noget med en biograf, det var vist ret sejt.

16) Samtalen går nu typisk let hen over bordet. En eller anden nævner undervejs, at man kan lige så godt glemme at finde den eneste ene til et Running Dinner-arrangement! Nu har han/hun været med til 5-15 arrangementer, og det er endnu aldrig lykkedes. Dette bliver altid efterfulgt af 1-2 andre, der samstemmende siger, at "jamen, deres ven/veninde fandt altså en til et Running Dinner-arrangement, og nu bor de sammen med 1-2 børn. Så dér!". På trods af den sidste udmelding bliver man alligevel lidt roligere - noget af præstationspresset for at finde den eneste ene forsvinder lidt.

17) Men der er også altid et tidspres, for man skal jo også videre til det næste sted (og nogen skal med taxa, hvis de har fået en hård rute). Hvis alting klapper, kan man lige nå at hjælpe med opvasken, inden man smutter igen.

18) Taxaturene (eller gåturene) mellem stederne er i øvrigt også hyggelige - her kan man lige nå at snakke om de andre med ens rejsepartner - altså ikke sådan bagtale-agtigt, men mere noget i stil med "ham der Thomas, var han ikke lige noget for dig?"-agtigt.

19) Efter man har været rundt til forret, hovedret og dessert (og et antal taxature derindimellem), mødes alle på et gå-i-byen-sted i byen. Det er rart, og man kan ofte genkende en del af de folk, man har mødt i løbet af aftenen. Ja, jeg ved godt, at man burde kunne genkende alle, men så god er jeg altså ikke. Derefter er det bare hygge. Det er bedst, hvis det lykkedes arrangørerne at finde et sted, hvor der kun er Running Dinner-deltagere, for så er man sikker på, at man alle er i samme båd - ellers kan man komme til at snakke med folk, der ikke aner, hvad Running Dinner er og/eller slet ikke er singler. Nåja, så slemt er det måske ikke, men det er hyggeligere, hvis man er samlet alene et sted.

20) Til sidst går man træt og sikkert også lidt halvfuld hjem - det har været en lang dag, og man har mødt en masse nye mennesker og fået en masse nye indtryk. Man sover længe næste dag!

Men sjovt, det er det altså. Sjovt og skræmmende. Men mest sjovt. Og man møder en masse rare mennesker. Jeg må hellere prøve det igen. Lad os se, næste gang i Århus er den 16/6, øv, der kan jeg ikke, men den 4/8, der kan jeg vist godt. Bumbumbum, jeg må hellere melde mig til med det samme :-).