2007-04-19

Artifacts from the future

Det er endelig lykkedes mig at tage mig sammen til at gen-abonnere på Wired Magazine. Det er nu et dejligt blad - så vidt jeg husker - det er et stykke tid siden jeg sidst holdt det. Siden sidst er der dukket et nyt segment op: "Artifacts from the future". Det er ret cool, her er f.eks. fremtidens cola, fremtidens kontaktlinser, fremtidens bleer og fremtidens drømme. Hvis man er smart, kan man gennemskue opbygningen af url'erne på "Artifacts of the future", og så behøver man ikke surfe igennem alle bladene for at se alle billederne. Smart, hva'? :-)

2007-04-18

Best. Quote. Ever.

Jeg havde helt glemt det. Dårlige blogindlæg handler ikke kun om uinteressante/ulækre ting, de skal helst også være totalt malplacerede, have lidt for smarte overskrifter, plagiere andres indhold og tage ting ud af kontekst.

Derfor: Her er verdens bedste filmcitat: "Some people play hard to get. I play hard to want!" (Ford Fairlane)

Galopperende præstationsangst/forkølelse

En af mine gode venner skrev for nyligt til mig, at min blog var blevet god. Siden da har jeg været totalt ude af stand til at skrive noget som helst. Hvem dælen kan leve op til det?

Det tog lidt tid, før det gik op for mig, at mine blogindlægs egentlig aldrig har været gode (jeg ved det, jeg har selv læst dem). Der har bare været så få af dem, at folk efterhånden bliver positivt overraskede over, at der overhovedet dukker noget op. Det hjalp dog ikke at få denne indsigt. Jeg har fået galopperende præstationsangst.

Der er kun en måde at komme ud over det på. Jeg laver nu en række indlæg, der er direkte elendige. Så kan du lære det! Det første skal handle om (tah-dah): Forkølelse/sygdom.

Åh, jeg hader at være forkølet. Lad mig opsummere alle trælshederne ved at være forkølet:

* Man har prøvet det 1000 gange før, så man kan nærmest tælle på fingrene hvor langt i processen, man er kommet: Først (1) seriøst ondt i halsen og let svimmelhed samt udmattethed, fordi man ikke kan lave andet end at tænke på halsen, (2) tør hoste og udmattethed, fordi man ikke kan sove om natten, (3) slimet hoste og udmattethed, fordi man hele tiden skal pudse næse og ikke kan sove om natten.

* Man bruger masser af medikamenter. Til (1): Vicks og Strepsils, til (2): Dexofan og (3): En kombination af Zymelin, Dexofan og Mycomyst. Og alligevel glemmer man altid at købe det ind, når lagrene er brugt efter en slem omgang forkølelse, så man endnu en gang skal forbi apoteket som det første, når den næste gang er gal. Og det er den foriøvrigt hvert halve år: Både når det første gang i foråret bliver lidt varmt, så man tror man kan rende rundt i t-shirts uden trøje på, og når det første gang i efteråret bliver lidt koldt, men man ikke kan tro på, at sommeren er ovre endnu. Hvorfor lærer man det aldrig?

* Det gør ondt at drikke vand, og man mister lysten til kaffe. Man drikker i stedet kamillete, fordi det hjælper. Eller, det siger folk i hvert fald, at det gør. Jeg har dog ikke kunnet finde noget som helst hverken talende for eller imod sagen på Wikipedia. Men man drikker det alligevel, selvom det smager af kamillete, for "det hjælper jo"! Grumph.

* Man ved aldrig, om man i virkeligheden er syg nok til at blive hjemme fra arbejde. Det er jo bare en forkølelse! Når man går på arbejde, fortryder man det altid, fordi ens arbejde aldrig bliver lige så godt som normalt, og man får hovedpine af at have ondt i halsen. Bliver man endelig hjemme en enkelt dag, har man det altid langt bedre henad middagstid, end man troede man ville have det om morgenen.

* Der kommer mærkelige ting ud af ens næse. Det har jeg nævnt før, men det er trælst nok til at det kan nævnes et par gange.

* Man kommer til at bruge ord som "trælsheder", fordi man er for udmattet til at finde på noget bedre.

* Man bliver ude af stand til at afslutte blogindlægs på en fornuftig måde.

2007-04-10

Fitness -> løb

Jeg har nu gået til Step 1 i adskillige år, hovedsageligt i et forsøg på at blive ung og smuk. Men nu har jeg givet op. Det har haft den bekymrende effekt, at min vægt øjeblikkeligt er begyndt at stige igen - og det er jo ikke behageligt! Så i dag har jeg købt mig et par løbesko, og nu skal jeg bare finde ud af, hvordan man motiverer sig selv til at tage ud og løbe. Er der nogle løbe-kyndige til stede? :-)

Georg?

Jeg har et par gange set en ultra-mærkværdig personlighed ved navn Georg lave stand-up i TV. Det var enten brilliant eller mærkeligt. Jeg tror, det var brilliant. Jeg kan dog ikke finde ham på Interwebben. Staver jeg "Georg" forkert eller sådan noget? Er der en stand-up-kyndig til stede?

2007-03-26

Blog Usability

Therese gjorde mig via sin blog opmærksom på Jakob Nielsens Blog Usability-regler - og der er helt klart nogen af dem, jeg bryder.

F.eks. mener han, at man skal have forfatter-biografier og -foto. Det har jeg kun i ringe grad, og kun hvis man gider klikke videre til min hjemmeside, men jeg er i princippet slet ikke enig - min blog bliver kun skrevet, så mine venner kan følge lidt med i hvad der sker - og de kender mig allerede (og læser i øvrigt ikke bloggen, for de kender mig allerede). Så i virkeligheden er mit publikum det tomme publikum - og så burde biografier være ligegyldige.

Desuden mener ham, at man skal kategorisere sine indlæg (med fine-fine labels etc.). Men hvis man bare laver en blog, for at ens venner kan følge med i, hvad der sker - vil nogen så nogensinde læse (eller endnu værre: google) gamle indlæg frem? Er labels nødvendige?

Endnu et godt råd er, at man skal vælge et publiceringsskema "and stick to it". Det råd er jeg ikke enig i mere. Det var absolut relevant en gang, men i disse tider, hvor alle og deres hunde læser blogs v.h.a. feed-readers, gør det efter min mening intet, at man kun poster særdeles irregulært - sålænge det, man skriver er interessant. Så i virkeligheden mangler jeg bare at finde noget interessant at blogge om.

Der er dog ét råd, der skræmmer mig: Man glemmer, at ens fremtidige arbejdsgiver også læser med. Føk har fået ny hjemmeside, og har i den forbindelse fjernet en masse af de gamle blade, så en masse af det sludder, jeg i tidens løb har skrevet i diverse ledere og artikler, er det nu heldigvis noget sværere at google sig frem til. Men nu fortryder jeg lidt, at jeg brugte ordet "narkokurer" i forrige indlæg. Hvis du er en potentiel fremtidig arbejdsgiver, bedes du venligst substituere ordet "narkokurer" med ordet "teddybjørn" i forrige indlæg.

Har man egentlig lyst til at arbejde et sted, der ikke kan se det sjove i ordet "narkokurer"? Hmm. Svaret er i virkeligheden nok "ja". Øv.

Jakob Nielsen har dog flere gode pointer, så det er værd at kigge i artiklen, hvis man vil lave sin helt egen blog.

Kvinder

En af mine nye venner på mit nye arbejde fortalte for nyligt om en af hendes veninder, der nu helt har opgivet "det der med mænd" - og derfor har redefineret, hvem hun er som kvinde, og hvad hun skal bruge tiden på.

Det har jeg tænkt meget over. Jeg er dybt imponeret over, at man kan tage en sådan beslutning - og lidt misundelig. Jeg har aldrig kunnet finde ud af noget som helst med kvinder, og der er ikke nogen speciel grund til, at det skulle ændre sig lige foreløbigt. Så i stedet for at være misundelig kopierer jeg hende - og dropper hermed "det der med kvinder".

Spørgsmålet er, hvad jeg skal lave i stedet for. Hvad "definerer" mig? Det kunne være fedt at bruge tiden på meningsfyldt - og også gerne noget med noget action i. Jeg er dog ikke sikker på, at man kan få begge dele samtidigt, så valget står vist lige nu mellem Greenpeace-aktivist og narkokurer.

Nå, på lørdag er der Running Dinner, og det bliver spændende. Måske har jeg ikke helt droppet "det der..." endnu. Men derefter må jeg hellere tage en beslutning mellem de to...

2007-03-21

At tabe sig

I løbet af de sidste 4-5-6 år er jeg gået fra ca. 110 kg til 78 kg. Det har været hårdt arbejde, som kun at-tabe-sig-projekter kan være det, men jeg er nødt til at fortsætte, hvis jeg ikke skal tage det hele på igen.

Men jeg har mistet overblikket over, hvorfor det er godt at være tynd. Er der nogen, der kan hjælpe mig?

Fordele ved at være tyk:

  • - Man kan spise uanede mængder af chokolade. Chokolade frigiver det samme stof i hjernen som forelskelse.

  • - Man kan drikke uanede mængder af cola til at holde sig vågen. Cola smager bedre end kaffe.

  • - Hvis man er i dårligt humør, kan man reparere det med sukker. Man bliver glad af sukker.

  • - Man får flere venner, når man er på sukker - sukker gør en sjovere.

  • - En social tur til slikautomaten fungerer lige så godt som den traditionelle sociale rygepause - man får samme "bonding"-effekt med ens venner uden at man behøver at begynde at ryge.

  • - Man kan arbejde længere og dermed tjene flere penge, når man er på sukker - hvis man er ved at gå død, tager man bare en cola mere.

  • - Man kan spise, hvad man vil - også bacon og skindet på kylling.

  • - Man behøver ikke ofre flere aftener om ugen på at gå til træning.

  • - Man behøver ikke bekymre sig om, hvor dårligt man lugter, når man er til træning (- dumme ufungerende sportsdeo'er!)

  • - Man kan flyde, når man er i en swimmingpool (og det er altså sjovt!)

Fordele ved at være tynd:

  • - Man bliver ældre end 40 år.

2007-03-18

The End Is Nigh


Engang i mellem ser man de her skilte, der bare skræmmer en fra vid og sans.

2007-03-17

Stop sign


Normalt poster jeg ikke billeder af andre folk uden deres eksplicitte tilladelse, men en af mine gode venner har sagt, at jeg har en automatisk tilladelse til at poste billeder af ham, sålænge god fornuft siger, at han ikke vil have noget imod det.
Jeg har ingen anelse om, om det gælder her, men det her billede er kinda cool...